DLBR Mark. Vejledning for udarbejdelse af kapacitetsopgørelse for husdyrgødning
Vejledning for udarbejdelse af kapacitetsopgørelse for husdyrgødning
Udskriften for husdyrgødning
Kapacitetsopgørelsen viser, om der er tilstrækkelig opbevaringskapacitet til den opsamlede husdyrgødning. Udskriften af denne anvendes som dokumentation for tilstrækkelig opbevaringskapacitet på bedriften.

Sådan gør du
Ved udarbejdelse af kapacitetsopgørelsen skal der på fanen Lagre under Gødskning indtastes oplysninger om kapaciteten. Vælg standardopsætningen 'Lagerkapacitet' hvor kapacitetssøjlerne er tilvalgt.

For at få data ud på udskriften for et lager er det en forudsætning, at der er indtastet en værdi i søjlen ’Ekstra kap (stødpude) i mdr.’. Værdien skal være 0,0, hvis der ikke er behov for en ekstra stødpudekapacitet.

Opbevaringskapacitet
Den eksisterende kapacitet indtastes under ’Kapacitet (t)’, og en evt. projekteret udvidelse i kapaciteten indtastes under ’Projekteret kapacitet (t)’. Summen af disse to værdier resulterer i kapacitet i alt for lageret.
Tilstrækkelig kapacitet
Beregnes som den største mængde i lageret i planperioden plus den ekstra stødpudekapacitet. Den ekstra stødpudekapacitet er et brugerangivet antal ekstra måneders produktion af den største månedsproduktion til lageret gennem planperioden. Normalt vil man have én måneds ekstra kapacitet, så man er sikker på at have tilstrækkelig kapacitet på ejendommen. Især i år, hvor der kan blive problemer med at udbringe husdyrgødning, f.eks. som følge af vejrforholdene.
For at beregne den tilstrækkelige kapacitet skal du oprette den besætning, der tilfører husdyrgødning til lageret og alle de hændelser med ekstra tilledning, modtaget og afsat husdyrgødning, som påvirker lagerbeholdningen gennem året. Du skal også fordele husdyrgødningen fra lageret, som det forventes fordelt, så der opnås et korrekt billede af, hvornår lageret har sin maksimale beholdning. Efterfølgende skal du angive antal måneders ekstra kapacitet (stødpude). Det er vigtigt, at du angiver en værdi for ekstra kapacitet, da det er en forudsætning for, at lageret kommer med på udskriften.
I feltet ’Kapacitetskrav i mdr.’ angives hvor mange måneder der kræves opbevaringskapacitet til for at have tilstrækkelig kapacitet. Normalt vil den tilstrækkelige opbevaringskapacitet svare til 9 måneders tilførsel, dog 7 måneders tilførsel hvor 2/3 af dyreenhederne udgøres af kvæg, og hvor dyrene går ude i sommerhalvåret. I særlige tilfælde for opsamling eller udbringning kan der dog være tale om et lavere eller større antal måneders krav til opbevaringskapacitet.
Som grundlag for kapacitetsopgørelsen skal man vedlægge udskrifterne ’Lagerregnskab’ for hvert lager samt ’Driftstype og husdyrgødning’.
Du kan læse mere om beregning af tilstrækkelig kapacitet i byggeblad nr. 95.03-03 fra den 31. januar 2003 på LandbrugsInfo og i bekendtgørelse nr. 1695 af 19. december 2006 § 6 og 7 fra Miljøministeriet.
Publiceringsdato: 15-11-2006
Videncentret for Landbrug - Agro Food Park 15 - 8200 Århus N - Tlf: 87 40 50 00 - Fax: 87 40 50 10 - Email: